Home Dansk English Nederlands Espaol Italiano Svenska Deutsch Ruski 繁 Alle sider Om os Kontakt
 
Atlantis og Lemurien

Atlantis og Lemurien
Efter faldet af Hybornea, den første civilisation på Jorden, tog det lang tid, før en ny fulgte. Det skyldtes dels, at planeten var blevet ubeboelig for en længere periode på grund af atomkrig og naturkatastrofer, som betød afslutningen på Hybornea for ca. 8 millioner år siden og dels at der var megen sorg blandt den Galaktiske Føderation, samarbejdet af fredelige planeter i vores Mælkevej, som var meget højere udviklet selv dengang end vi er nu. Fordi Hybornea skulle have været et perfekt eksempel på et harmonisk samfund med forskellige gamle racer, som andre steder i universet var hinandens fjender. At alt dette alligevel endte i en krig, var meget skuffende for Føderationen, som stræber efter enhed.

Men tiden gik, Jorden restitueredes og til sidst blev der på en planet i Vega stjernesystemet fundet en slags vandprimat, som syntes at være tilstrækkelig lovende til at kunne leve på vores planet. Det var ikke et spørgsmål om at fange et par af disse aber og sætte dem løs her; det kræver fornødent omhu. En endeløs forberedelse er nødvendig med megen konsultation mellem eksperter i forskellige discipliner, som i et kompliceret laboratorieeksperiment. En plan skulle laves for, hvad dette væsen i sidste ende skulle blive til og hvor samfundet var ideelt ledet. Det siges, at krystalkranier spillede en rolle i det. De blev spredt over hele verden og tjente som et blueprint for bevidstheden med at udvikle det nye menneske.

Skabelsesprocessen er for kompliceret at omtale på denne hjemmeside, fordi højere åndelige aspekter og udtryk som ”rodracer” også var involveret (udvikling af primitive til et fuldt bevidst menneske i trin på ti tusinder af år). Lad os bare sige, at de første skabninger, der blev indført på en øgruppe i Stillehavet og blev styret der for nu cirka 900 tusind år siden, ikke på nogen måde ligner det nuværende menneske. Øgruppen blev kaldt Lemurien eller blot Mu.

"For længe siden koloniserede vi fra den Galaktiske Føderation planeten og frembragte hvad I primært kalder Lemurien. I det magiske land blomstrede vi både på og under overfladen. Den høje kultur vågede over Moder Jords hellige essens og hendes meget forskelligartede økosystemer." - Sirianerne, kanaliseret af Sheldan Nidle, 3. juli 2012

 Ligesom med Atlantis i Atlanterhavet og Kumari Kandam i Det Indiske Ocean var der meget mere land over vandet dengang, end der er nu, fordi Sydpolen var placeret over havet og ikke over land, som det har været tilfældet siden hældningen af Jorden akse. Efter at megen polar is smeltede og katastrofer ramte begge kontinenter, er kun de højeste dele stadig placeret over vandet. For Atlantis er der de nuværende Azorerne og Caribien, for Lemurien er der øer som Hawaii og Påskeøen.

Ligesom med Atlantis i Atlanterhavet og Kumari Kandam i Det Indiske Ocean var der meget mere land over vandet dengang end der er nu, fordi Sydpolen var placeret over havet og ikke over land, som det har været tilfældet siden hældningen af Jordens akse. Efter at megen polar is smeltede og katastrofer ramte begge kontinenter, er kun de højeste dele stadig placeret over vandet. For Atlantis er der de nuværende Azorerne og Caribien, for Lemurien er der øer som Hawaii og Påskeøen (1)


  Den næste fase

På trods af de nødvendige naturkatastrofer udviklede det nye menneske sig med succes og for ca. 300.000 år siden kunne et nyt kapitel føjes til historien: Atlantis.

Som det er blevet nævnt, lå Atlantis i Atlanterhavet ca. 1.500 km fra Europas kyster og Afrika. Det var som et paradis der med en temperatur på ca. 25 grader hele året. Jorden indeholdte mange vulkaner og var derfor meget frugtbar. Atlantis nåede det højeste udviklingsniveau, der nogensinde har eksisteret på Jorden. Meget højere end os nu, både åndeligt og teknologisk. Folk levede som ét med naturen og med væsner fra højere riger og andre planeter. Atlantis og Lemurien var endda medlemmer af den Galaktiske Føderation.

Luftrummet blev kontrolleret med alle former for fly, som er omtalt i de mundtlige traditioner og gamle sanskrit tekster hos folk over hele verden, som Hopi og andre amerikanske indfødte stammer, irerne, kelterne og indianerne. Folk byggede også ubåde og computere, der var gratis energi fra sollys og kvartskrystaller og der var en form for tv-system. Kun naturlige materialer blev anvendt og alt det, der ikke længere var brug for, f.eks. affald, blev genanvendt eller dematerialiseret. I løbet af året var der mange fester og ceremonier, f.eks. solhverv, for at fejre kærligheden og enheden med hinanden og med Moder Jord.

 I løbet af de seneste årtier har forskellige dykkerekspeditioner i Caribien fundet underlige strukturer under vand. For eksempel i nærheden af Bahamas øen Bimini blev der blandt andet fundet megalit vægge og veje på flere hundrede meter. Vejene blev anlagt på et omhyggeligt konstrueret fundament og kunne derfor absolut ikke være opstået naturligt. Konturer af pyramids kunne også ses. Sonar billeder og fotos blev taget. Men da de forsøgte at dele deres opdagelse med verden, var forskere og medierne knap interesserede og de blev endda aktivt saboteret af myndighederne mod at foretage yderligere ekspeditioner

I løbet af de seneste årtier har forskellige dykkerekspeditioner i Caribien fundet underlige strukturer under vand (2). F.eks. i nærheden af Bahamas øen Bimini er der bl.a. fundet megalit vægge og veje på flere hundrede meter. Vejene blev anlagt på et omhyggeligt konstrueret fundament og kunne derfor absolut ikke være opstået naturligt. Konturer af pyramider kunne også ses (3). Sonar billeder og fotos blev taget. Men da de forsøgte at dele deres opdagelse med verden, var forskere og medierne knap interesserede og de blev endda aktivt saboteret af myndighederne i at foretage yderligere ekspeditioner.

Ifølge mediet Edgar Cayce var Bimini (foto nedenfor) en bjergtop, der var en del af en af de tre store øer i Atlantis, kaldet Poseidia. Dengang lå vandet mere end hundrede meter lavere end i dag (4).


Ifølge mediet Edgar Cayce var Bimini (foto nedenfor) en bjergtop, der var en del af en af de tre store øer i Atlantis, kaldet Poseidia. Dengang lå vandet mere end hundrede meter lavere end i dag

  Begyndelsen til enden

Ting begyndte at gå galt i begyndelsen af den sidste 26.000 års cyklus (den, der "officielt" sluttede i 2012). Som med alt, hvad der sker i universet, var det ingen tilfældighed. Cyklen blev bestemt til at være dualistisk, fordi sjæle kan lære af et samfund, der indeholder både godt og ondt. I praksis betød det, at negative fremmede som reptilerne begyndte at blande sig i Jorden (igen) og blandede sig med de højeste ledere: ypperstepræsterne (5). På det tidspunkt var Atlantis brudt i stykker til flere øer på grund af en række vulkanudbrud og jordskælv og lederne på en af disse øer viste sig at være modtagelige for de fremmede fristelser.

Det tog ikke lang tid, før den høje åndelige udvikling begyndte at gøre plads for ønsket om jordiske og fysiske fornøjelser. Den høje teknologi, der fandtes og som kun blev anvendt til fælles sag, blev nu brugt til at bekæmpe andre. De andre øer og Mu, moderlandet, holdt skarpt øje med udviklingen (så meget som de overhovedet kunne holde øje med den). Men det viste sig uundgåeligt for dem også i sidste ende at blive involveret i ”Belial Sønnernes” krigeriske institution, som atlanteanerne var begyndt at kalde sig selv. Og det skete faktisk.

"De havde ingen værdier, bortset fra at tænke for meget på sig selv." - Edgar Cayce i en af sine læsninger om Belials Sønner

Ødelæggelsen af Lemurien
For omkring 25.000 år siden diskuterede de degenererede atlanteanere med Lemurien om, hvordan resten af Jorden skulle regeres. Fordi Lemurien og Atlantis ikke var de eneste civilisationer: store og mindre samfund var blevet dannet i hele verden i løbet af årene. Tænk på Egypten og Libyen, Sydafrika, Antarktis (dengang et kontinent med Australiens nuværende klima) og et stort imperium ved navn Yü i Asien. Der var også primitive stammer overalt. Atlantis ønskede at styre disse civilisationer, men Lemurien følte, at de skulle udvikle sig i deres eget tempo. Konflikten nåede sådanne højder, at "Belials Sønner" og deres extraterrestriske partnere besluttede at ødelægge Lemurien.

Midt om natten blev en af de to måner, Jorden havde på det tidspunkt, trukket ind i vores atmosfære af rumskibe og sprængt højt oppe over Lemurien. Stykkerne faldt ned over Lemurien, mens de fleste indbyggere sov. De enorme rystelser herfra forårsagede eksplosioner af mange underjordiske gasområder, hvilket forværrede katastrofen. Som følge heraf blev næsten hele kontinentet Lemurien ødelagt på en enkelt nat og over 60 millioner lemurianere døde.

"For omkring 25.000 år siden kom Atlantis' forbryderiske planer til at bære frugt, hvilket førte til de ødelæggende eksperimenter, der skabte det miljø, som førte til hendes død. Så for omkring 13.000 år siden var I fanget i en situation med tilbagegang og for at overleve blev I i høj grad afhængige af de tilbageblevne udenjordiske, som I nu kender som Anunnakierne, deres sumeriske navn. Denne gruppe af dengang mørke væsener svøbte jer ind i en angstfyldt verden med krige, had, religioner og mangel og alligevel lærte I at overleve i dette land med frygt og slid. Nu har I nået det punkt, hvor alt det er bestemt til at ændre sig." - Sirianerne, kanaliseret af Sheldan Nidle, 22. februar 2011

 Lemurianere, der overlevede katastrofen, søgte ofte asyl i Agartha, ligesom dem, der allerede var flygtet i løbet af de tiltagende konflikter. De fik lov til at komme ind på den betingelse, at de ville opføre sig fredeligt. Selv nu består mange af de underjordiske byer i Agartha netværket stadig af lemuriske enklaver, såsom byen Telos under Mount Shasta i Californien (foto). Indtil slutningen af det forrige århundrede kom de stadig jævnligt over jorden for at afholde ritualer. Da dette område blev for folkerigt, ophørte denne praksis

Lemurianere, der overlevede katastrofen, søgte ofte asyl i Agartha, ligesom dem, der allerede var flygtet i løbet af de tiltagende konflikter. De fik lov til at komme ind på den betingelse, at de ville opføre sig fredeligt. Selv nu består mange af de underjordiske byer i Agartha netværket stadig af lemuriske enklaver, f.eks. byen Telos under Mount Shasta i Californien (foto). Indtil slutningen af det forrige århundrede kom de stadig jævnligt over jorden for at afholde ritualer. Da området blev for folkerigt, ophørte denne praksis


  De bedste dage

Det er tragisk, at historien om Atlantis og Lemurien skulle ende på sådan en mørk måde, fordi det havde været så smukt. Og det havde varet så længe, fordi begge civilisationer havde levet side om side i flere hundrede tusinde år. Der var ingen konkurrence eller undertrykkelse fra regeringen, som nu, så der var masser af tid for folk til at finde det allerbedste i sig selv og i andre.

Mange indianske folk i Amerika henviser stadig til Atlantis som "Det Gamle, Røde Land" eller "Flammeøen" (6). Grunden til det er, at jorden i Atlantis hovedsagelig var rød, måske fordi den var så rig på mineraler som jern og kobber. Desuden blev et legendarisk metal kaldet orichalcum (7) ofte anvendt til udsmykning af vægge, templer og bygninger. Ifølge den græske filosof Platon, der skrev om Atlantis i sine bøger "Timaios" og "Kritias", blev legeringen udvundet ren i Atlantis og havde en funklende, pink glans. Videnskaben har længe tvivlet på eksistensen af orichalcum indtil for nylig, hvor 39 blokke orichalcum for første gang blev trukket op fra et gammelt skibsvrag (8).

Den atlantiske jord var så frugtbar, at der kunne høstes to gange om året. Øen var omgivet af store koralrev, som nu er uddøde og ligger flere kilometer under havoverfladen. Det er en af de mange stadig synlige tegn i dag, der viser, at området en gang skal have ligget meget højere, da koraller normalt ikke lever lavere end i en dybde af 15-50 meter (på grund af sollysets rækkevidde).
Det samme gælder de sandstrande og tykke lag af små opskyllede snegleskaller (pteropoder), der som regel kan findes langs tidevandslinjer på øer, men som findes i en dybde af flere kilometer i det område.

The "Ladyen af Elche" er en statue (en gang farverigt malet), som blev fundet nær byen Elche i Spanien i 1897. Den er enestående af sin art og har ingen ligheder med noget, der nogensinde er fundet. Ellen Whishaw og andre vigtige arkæologer fra dengang, der undersøgte den, ytrede mistanke om, at den skulle være fra en fortabt civilisation, såsom Atlantis. Dette ville svare godt til, hvad Platon skrev i sine bøger om Atlantis flere århundreder før Kristus. Disse fortæller, at Alicante, provinsen, som Elche ligger i, var en atlantisk koloni. Denne koloni blev kaldt Gadeiros og byen Cadiz, også i det sydlige Spanien, har sit navn derfra

"Ladyen af Elche" er en statue (en gang farverigt malet), som blev fundet nær byen Elche i Spanien i 1897. Den er enestående af sin art og har ingen ligheder med noget, der nogensinde er fundet. Ellen Whishaw og andre vigtige arkæologer fra dengang, der undersøgte den, ytrede mistanke om, at den skulle være fra en fortabt civilisation som Atlantis.

Det ville svare godt til, hvad Platon skrev i sine bøger om Atlantis flere århundreder før Kristus. De fortæller, at Alicante, provinsen, som Elche ligger i, var en atlantisk koloni. Kolonien blev kaldt Gadeiros og byen Cadiz, også i det sydlige Spanien, har sit navn derfra



De frugtbare lavlande på Atlantis’ hovedø bredte sig næsten over 200.000 km2 og var forsynet med et perfekt fungerende vandingssystem, der også fungerede som transportsystem. Her arbejdede landmænd og gartnere i perfekt harmoni med naturen med at bespise de over 20 millioner sjæle i befolkningen. De forstod kunsten at kommunikere med Deva-riget, eller naturånderne, hvilket betød, at de præcis vidste at få mest muligt ud af hver afgrøde. Ikke for ingenting fortalte vestlige besøgende, der besøgte Azorerne i det nittende århundrede, at de var stødt på store, vilde sorter af næsten alle afgrøder og frugter, som menneskeheden kendte, på den lille øgruppe, fra abrikoser og druer til oliven og kokosnødder.

Krystalenergi (9) blev anvendt overalt i Atlantis. Under indflydelse af sollys, stjernelys og æterisk/psykisk energi skaber krystaller unikke svingninger, der resonerer med hinanden over store afstande. Så heller ikke strømkabler var nødvendige. Krystal er også smukt at se på, så det passer perfekt med de smukke byer og templer, som atlanteanerne skabte, med Poseidon templet i hovedstaden Chalidocean som højdepunktet.
Chalidocean, som var bygget op af cirkler og ligeledes beliggende på lavlandet, var sandsynligvis en af de smukkeste byer, der nogensinde har eksisteret på Jorden. Den blev derfor ofte betegnet som "Byen med de Gyldne Porte" eller "Smaragdbyen".

Med hensyn til personlig pleje blev krystaller brugt til sårheling og chakra-systemet, til foryngelseskure, astral rejser og meget mere. Industrielle krystaller blev brugt i samfundet til at skabe gunstige energifelter for bl.a. landbrug, til at danne interdimensionale tunneller, bygning af tunneler til den hule Jord ved at opløse jordmateriale og en slags laserstråle.

"Til gavn for elnettet var krystaller sat op i hele Atlantis i trekantede formationer kaldet "stationer". De blev forbundet med hinanden via en fladtrykt guld-kobberbar under en sfærisk kuppel, der kunne drejes rundt for at modtage specifikke stjerne-, sol- og tyngdekraftsbølger. Systemet forsynede boliger, kontorer, medier og teatre med el, samt fabrikker, lægehuse, skoler og virksomheder." - Ærkeenglen Metatron, kanaliseret af James Tyberonn


De portugisiske øer, der nu kaldes Azorerne, udgjorde bjergtoppene på Atlantis. Selv om de dengang var flere kilometer højere og formodes at have været dækket med evig sne, kan de give et indtryk af, hvad Atlantis lignede på det tidspunkt. Platon beskrev det på denne måde i for eksempel sin bog "Kritias":

"Den gamle hovedstad var rig på naturressourcer og der var en overflod af mad. Høje bjerge gav ly for den nordlige vind og dyr som elefanter og heste strejfede på græsgange og drak fra søer og floder. Ti konger regerede den himmelske ø og indbyggerne boede der i perfekt harmoni."


  Venner på høje steder

Under det, der kaldes "Den Gyldne tid", må livet have set ganske mærkeligt ud i forhold til vores standarder. Interaktion med højere væsener og extraterrestriske var noget helt normalt. Forskellige rumskibe fløj over himlen og lysvæsner uden et legeme var et dagligt syn. Nogle højt udviklede rumvæsener, som Sirianerne, Plejadiske og Arcturianere, valgte at reinkarnere her i menneskelig form og levede liv her i tusinder af år. Jo højere udviklet, jo mere kan du bestemme din fysiske form, hvilket førte til mange høje, smukke mennesker.

Det er tilsyneladende almindeligt for extraterrestriske sjæle, at de, når først de var reinkarneret på en planet, ikke længere kunne få hjælp fra deres rumfamilie, hvis noget skulle gå galt. På den måde kan liv på en anden planet opleves til fulde. Så da Atlantis gik til grunde, var grupperne i samme båd (undertiden bogstaveligt talt) som de andre atlanteanere, der flygtede fra land. Det er grunden til, at skeletter og mumier af de smukke, høje mennesker er blevet fundet i utallige gravhøje i Nordamerika (10). Kroppene ser anderledes ud end vores.

 Knogler og mumier af usædvanligt høje mennesker på op til 3,5 meter høje er blevet fundet i Nordamerika. I begyndelsen af sidste århundrede var de amerikanske aviser fyldt med disse nyheder
 Knogler og mumier af usædvanligt høje mennesker på op til 3,5 meter høje er blevet fundet i Nordamerika. I begyndelsen af sidste århundrede var de amerikanske aviser fyldt med disse nyheder
Knogler og mumier af usædvanligt høje mennesker på op til 3,5 meter høje er blevet fundet i Nordamerika. I begyndelsen af sidste århundrede var de amerikanske aviser fyldt med disse nyheder (11).

Hvad der gjorde skeletterne ekstra særlige var, at de også nogle gange havde andre fysiske afvigelser, som dobbelte rækker af tænder, som alle stadig var i perfekt stand og hænder og fødder med seks fingre og tæer. De blev normalt fundet i de såkaldte gravhøje, der kan findes i hele Amerika især langs østkysten. Der kendes 150 alene i New England.

Forsker James E. Vieira, som forhørte sig hos de nuværende indianske folk, siger, at ifølge deres mundtlige tradition eksisterede de gigantiske folk allerede, før de ankom der og at de nedstammede fra atlanteanerne (12).

Smithsonian instituttet (et illuminati institut ) overtog næsten alle mumier og knogler og de kan ikke længere ses af offentligheden



  Børnene af Loven om En

Den Gyldne Tidsalder blev ledet af en åndeligt højt udviklet gruppe, der kaldte sig "Børn af Loven om En". "Loven om En" er en af de vigtigste Universelle Love og betyder, at selv om alt ser ud til at være adskilt, udgør alt i virkeligheden en helhed og er en del af Skaberen.

Den matriarkalsk ledede "Børn af Loven om En" gruppe levede for det meste på den atlantiske ø Poseida, som var en af de tre største øer, der var tilbage, efter at en række naturkatastrofer ramte Atlantis for omkring 28.000 år siden. De to andre øer kaldtes Og og Aryan. Atlantis var placeret på den midtatlantiske højderyg, den undersøiske bjergkæde, der løber fra nord til syd og som danner brudlinjen mellem to tektoniske plader. Ny jord dannes kontinuerligt langs brudlinjen, på grund af at Jorden vokser.

Den vulkanske aktivitet og undertiden deraf følgende jordskred gjorde, at Atlantis i alt tre gange oplevede perioder med stor ødelæggelse. Den sidste omkring 10.500 før Kristus viste sig fatal for hele kontinentet. Den sidste periode med måneders katastrofer blev indledt af misbrug af højteknologi af befolkningen på Aryan. Den var den største ø og det var højpræstedømmet på øen, der var blevet offer for extraterrestriske besøgendes onde hensigter med naturen. Gruppen "Belials Sønner" opstod af det. Den selverklærede overlegenhed af den "ariske race" ville fortsætte med at spille en rolle i verdenshistorien op til i dag, i Nazityskland og i forskellige hemmelige selskaber.

Hovmod står for fald

Lige så snart arierne kom under indflydelse af de extraterrestriske, begyndte de at forstyrre andre civilisationer mere og mere. Ifølge Platon opbyggede de en hær på mere end en million mennesker og en enorm flåde, der regerede dele af Nordamerika og Middelhavsområdet. De lærte at splitte atomer ved hjælp af intens solenergi og hvordan man bruger atomerne til at bygge atombomber. Det ødelagde senere det asiatiske imperium Yü. Ruinerne af to store byer, der engang lå i Yü (nu Pakistan), Harappa og Mohenjo-Daro, er stadig radioaktive (13).

De viste også stadig mindre respekt for Moder Natur, med hvilken de indtil da altid havde levet i harmoni. De brugte deres genetiske viden til at oprette kloningsprogrammer for at udvikle en lavt udviklet slaverace, der kunne gøre alt det beskidte arbejde på deres ø.

Desuden blev mennesker og dyr blandet, hvilket førte til skabninger som kentaurer (menneske + hest), havfruer (menneske + delfin) og Yetien (menneske + bjørn). Som med mange myter og legender er historierne baseret på faktiske kendsgerninger. De to sidstnævnte væsener (havfruer og Yeti) lever stadig i dag i små grupper langt fra den moderne civilisation. Nulevende dyr som geparden og pandaen er også en følge af genetiske eksperimenter fra for længe, længe siden, ligesom forskellige afgrøder, f. eks. bananen.

 Alle geparder i verden har næsten samme DNA. Dette er normalt umuligt hos pattedyr. Forskere har imidlertid fundet en

Alle geparder i verden har næsten samme DNA (14). Det er normalt umuligt hos pattedyr. Forskere har imidlertid fundet en "forklaring" på det og tror, at "på et tidspunkt var der sandsynligvis kun en meget lille bestand, som derefter udvidedes til den nuværende population". Teorien er meget usandsynlig for dyr som geparden, som lever enkeltvist, og er aldrig blevet set i hele dyreriget.

Sandheden er, at dyret blev skabt og klonet af atlanteanerne gennem genmanipulation og tjente som kæledyr og jæger



I deres trang efter at opnå teknisk overlegenhed og at regere verden, formåede de korrupte ledere på Aryan at overtage ledelsen af krystalenergisystemet fra "Børnene af Loven om En" med et trick. Systemet, som var beregnet til fredelige formål, brugte en enorm krystalsatellit, som hang højt over Atlantis. Den sfæriske genstand med en diameter på over otte kilometer var blevet lavet med hjælp fra extraterrestrisk teknologi og forsynede de forskellige energisystemer på jorden med den korrekte mængde hele dagen lang.

Da først satellitten faldt i hænderne på arierne, brugte de den til at skabe dødbringende lasere, med hvilke de angreb de europæiske og asiatiske befolkninger, der modstod den atlantiske dominans. Selvom de højtudviklede præster/videnskabsmænd af "Børnene af Loven om En", også kendt som Atla-Ra, gjorde alt, hvad de kunne for at påpege farerne ved at misbruge krystalenergien over for arierne, blev deres advarsler ignoreret. Resultatet var, at satellitten blev overbelastet og ikke meget senere brød hele systemet sammen, hvilket førte til en hidtil uset række af katastrofer og eksplosioner (15), (16) og (17).

"Flere måneder efter den store krystalsatellit blev indsat som termisk "dødsstråle" teknologi, blev den overbelastet, svækkede anti-tyngdekraftsfeltet og styrtede ned med en kraft som en enorm komet (18). Den forfærdelige eksplosion ødelagde det meste af Og og svækkede alvorligt den tektoniske stabilitet i den atlantiske plade, hvorved store dele af de underliggende lag gik op i røg. Den store krystalsatellit knustes i milliarder af krystallinske stykker, som stadig fylder de dybe kløfter i Atlanterhavet. Gigantiske skyer af støv og røg tilslørede solen. Bølger af jordskælv og tsunamier ødelagde øen og fejede hen over mere end to tredjedele af Aryan. Inden for blot få minutter eksploderede også de resterende kraftværker med en kraft som atombomber". - Ærkeenglen Metatron, kanaliseret af James Tyberonn

De enorme bevægelser i Jordens skorpe, der ledsagede sænkningen af Atlantis, kan delvis ses af, at den gamle bolivianske by Tiahuanaco en gang skal have været i forbindelse med havet, hvilket forskning har vist. Byen ligger i øjeblikket i en højde af 3950 meter! (19)

Udvandringen

Fordi Atlantis ikke gik ned med det samme, som Lemurien gjorde, men sank i en kæde af katastrofer, som tog måneder, var en stor del af de ca. 25 millioner indbyggere i stand til at flygte. En gruppe spurgte (og fik) amnesti i Agartha netværket, ligesom lemurianerne, og begyndte at leve under jorden. Andre spredtes ud over kysterne i hele verden op til det østlige Asien. Det forklarer det store antal typiske atlantiske stensætninger, gravhøje (dysser), geoglyffer, grottetegninger og stenvægge, der er fundet overalt i Amerika, Irland (20), England, omkring Middelhavet, i Kina (21) og Afrika.

Det ser ud til, at de forskellige befolkningsgrupper, der havde boet i Atlantis, hver gik deres egne veje efter ødelæggelsen og ikke havde meget lyst til kontakt med hinanden. Det er svært at spore, hvilken gruppe gik hvorhen, men så vidt vi har kunnet fortælle, rejste de atlanteanere, som direkte nedstammede fra rumvæsener, primært til Amerika og måske til Agartha. Cherokee indianerne i det sydvestlige Amerika f.eks. har altid sagt, at de nedstammer fra Plejaderne.

Arierne fandt sandsynligvis hovedsageligt vej til de britiske øer og det nordlige/vestlige Europa. Ifølge legender hos oprindelige befolkninger var der nogle gange snesevis af år mellem ankomsten af de attraktive mennesker med deres blå øjne og blonde eller røde hår, så måske havde de først prøvet at leve et andet sted eller de havde vandret langs andre kyster i årevis.

Det gælder formentlig også for den mindre udviklede menneskelige race, der var blevet brugt af ariere til slaveri og genetiske eksperimenter. Mindet om de såkaldte Fir Bolgs lever videre i de engelske og irske myter om trolde (imps) og nisser (goblins).

Endelig ser det ud til, at "Børnene af Loven om En" for det meste spredtes omkring Middelhavet, det nordlige Afrika, Sumer og de asiatiske kolonier, de havde grundlagt tidligere.


På grund af deres evne med at løfte tunge genstande ved hjælp af lyd, en teknik, de havde lært af rumvæsner, kunne de vandrende atlanteanere lide at bruge store klipper til deres bygningsværker. Det kan ses på lofter og vægge i deres gravhøje og også i utallige stensætninger, stendysser, bautasten og langdysser, der er fundet over hele Jorden. Moderne videnskab tilskriver dem fejlagtigt andre folkeslag. Alene i det vestlige Kaukasus, langs kanten af Sortehavet, kan findes over 3.000 dysser (22). I det nordlige Algeriet er også tusinder blevet talt (23)

Stendysse på Sardinien, Italienhe's a spacerStendysse i Kaukasus, Rusland
he's a spacer
Italienhe's a spacerRusland

Stendysse i Jordanhe's a spacerStendysse i Portugal
he's a spacer
Jordanhe's a spacerPortugal

Stendysse i Spanienhe's a spacerStendysse i Israel
he's a spacer
Spanienhe's a spacerIsrael

Stendysse i Irlandhe's a spacerStendysse I Syd Korea
he's a spacer
Irlandhe's a spacerSyd Korea

Stendysse i USAhe's a spacerStendysse i Danmark
he's a spacer
USAhe's a spacerDanmark

Stendysse på Maltahe's a spacerStendysse i Indien
he's a spacer
Maltahe's a spacerIndien

Stendysse i Algeriethe's a spacerStendysse i Sverige
he's a spacer
Algeriethe's a spacerSverige

Stendysse i Hollandhe's a spacerStendysse i Frankrig
he's a spacer
Hollandhe's a spacerFrankrig



  I Nordamerika alene er over 200.000 gamle pyramider, geometriske former og såkaldte ”afbildninger" (billeder) blevet fundet. F.eks. Serpent Mound (Slangehøjen) i Ohio med en længde på flere hundrede meter. Normalt lavet af jord, fordi der var langt mindre sten end i Atlantis. De viser ligheder med pyramiderne i Giza (Egypten) og Teotihuacán (Mexico) (12) og henviser til forskellige astronomiske begivenheder som jævndøgn, solhverv og månekalendere (11). The Great Mound of Cahokia (Den store Cahokia Høj) i Missouri var endda ligeså stor som den store pyramide i Giza, men som med hundredvis af andre store gravhøje blev den stort set gravet væk i slutningen af det 19. århundrede på befaling af Smithsonian Instituttet.

Strukturerne har ikke længere den tekniske perfektion som i det tidligere hjemland, hvilket skyldtes de kraftige naturkatastrofer, som ramte verden i årevis i kølvandet på undergangen af kontinentet. Da regn, jordskælv og oversvømmelser endelig stoppede, var tabet af materiale og fagfolk med den rette viden så stort, at deres tidligere levestandard var blevet uopnåelig. Også fordi folk nu kun kom omkring i mindre grupper, der ofte ikke var i den bedste mentale tilstand.

Hvis der imidlertid var tilstrækkelig viden til stede i gruppen, nåede de nu og da et ret højt niveau. Evnen til at bruge lyd til at løfte tunge sten fra jorden (24) og stable dem oven på hinanden forblev faktisk intakt i næsten alle grupper i generationer.
Den aktive ødelæggelse af viden iværksat af de rumvæsner, der så deres chance efter Atlantis’ undergang, gjorde, at også denne færdighed forsvandt. Selv folk, der stadig har meget atlantisk blod i sig i dag, som irerne, baskerne, mayaerne og tibetanerne, kender næppe længere teknologien.

Stonehenge
he's a spacer
Avebury

Hvor end de kom frem, byggede atlanteanerne stencirkler. Cirklerne katalyserer Jordenergi (orgon) særligt på steder, hvor energien er stærkest: hvor energilinjer (ley lines) krydser. De formede et sted, der beskyttede dem mod storme og andre forstyrrende energier, så de dér kunne helbrede, meditere og holde ritualer i fred.

Historierne om store grupper af talentfulde musikere, arkitekter, navigatører (25), læger osv., der ankom med båd fra en synkende ø i Vesten, er bevaret på de britiske øer i eksempelvis gamle legender og nogle få irske romaner. De var kendt under navne som Nemedians, Fir Bolgs og Tuatha. I det sydlige England placerede folk bl.a. de berømte stencirkler som Stonehenge og Avebury på en energilinje (se billeder ovenfor).

På samme linje mellem Stonehenge og Avebury ligger Milk Hill (foto nedenfor). Bakken bærer et af billederne af hvide heste, der blev lavet i det engelske landskab for længe siden. Ifølge den makedonske
contactee og forsker Pane Andov er gigantiske rum skjult under markeringerne, der indeholder atlantisk udstyr, der stadig virker (26).

Kunne det være grunden til, at nye korncirkler er dukket op nær disse steder i de seneste par år, nogle med tilsyneladende formen af en pil?


Korncirkler ved Milk Hill gennem årene


  Egypten

Mange grupper af "Børnene af Loven om En" flygtede til det nordlige Egypten, hvor der var en atlantisk koloni. Ud over handel med andre civilisationer, som det asiatiske Yü og det libysk/egyptiske imperium (som den gang ikke havde været styret af faraoer særlig længe), var kolonier blevet grundlagt over hele verden i Den Gyldne Æra, hvor atlanteanerne bosatte sig for kortere eller længere perioder. Sommetider var det nødvendigt på grund af tider med høj vulkansk og seismisk aktivitet, der regelmæssigt ramte det atlantiske kontinent.

Ivrige som de var med at bygge pyramider (3), (27), medførte det bl.a. opførelsen af smukke pyramidekomplekser som dem i Pyramid Valley (Pyramidedalen) i Bosnien og Teotihuacán i Mexico. Der var også kolonier i Arkansas (US), Brasilien og Tibet. Krystaller blev dyrket her f.eks. gennem en fremskyndet proces, hvor magma blev taget op fra jorden og derefter afkølet under højt tryk. Til rejser til og fra fjerne steder blev højteknologi som interdimensionale tunneler benyttet (28).

Nogen tid før katastroferne begyndte, havde atlanteanerne i Egypten gjort Giza platformen færdig, som senere skulle vise sig at være deres opus magnum. Placeringen blev valgt efter års forberedelse og passede fint ind med Sphinxen, som allerede var der. Udformningen og bygningen af pyramiderne var tilsyneladende Ras og Hermes Trismegistos’ (eller Thoths) arbejde. De var ikke normale mennesker, men sjæle så højt udviklede, at de frit kunne bevæge sig mellem dimensioner. De kunne påtage sig en krop eller eksistere som ren bevidsthed. De udfyldte en rolle som guide eller ypperstepræst i Lemurien og Atlantis. Deres multidimensionalitet gjorde det muligt for dem at bruge viden, som ikke var tilgængeligt for normale mennesker, hvilket resulterede i de fænomenale, multifunktionelle maskiner, pyramiderne var. Selv den fremtidige form med fire verdenshjørner, som først blev relevant efter hældningen af Jordens akse, blev allerede anvendt i designet.

Indtryk af den atlantiske Giza platform

Da "Slangefolket", som atlanteanerne kaldte sig selv, havde gjort pyramidekomplekset i Giza færdig, så det meget anderledes ud end nu. Det så sandsynligvis slet ikke ud som ovenstående indtryk, fordi ifølge Edgar Cayce var det et meget frugtbart område på det tidspunkt (29). Det er dog sikkert, at pyramiderne var dækket med hvid kalksten og at toppen bestod af en legering af kobber, messing og guld. Nilen havde også et andet forløb dengang, hvilket betød, at masser af vand var tilgængeligt. Det flød gennem passagerne neden for den store pyramide. Bortset fra at være et sted for indvielser var pyramiden også et genialt objekt, der spaltede de opstigende vandmolekyler til ilt og brint ved hjælp af sollys og lydbølger. Det betød, at hele miljøet kunne nyde godt af gratis energi.

Ifølge Cayce og andre kilder byggede de atlantiske "Børn af Loven om En" forskellige arkiver over hele deres imperium, hvori historien havde været dokumenteret fra A til Z. Der var én i Yucatan (Mexico/Belize), en på Bimini (Bahamas) og en i Egypten (30). Det sidste arkiv var placeret i en lille pyramide mellem Sphinxen og den store pyramide og blev bygget på en sådan måde, at det kun kunne blive opdaget, når menneskeheden var åndeligt udviklet nok til at håndtere denne viden ansvarligt. I betragtning af atlanteanernes fænomenale kontrol af energi og vibrationer, er det ikke usandsynligt, at arkivet først vil blive tilgængeligt eller synligt, når vores kollektive bevidsthed er blevet tilstrækkeligt udvidet. Mange tegn tyder på, at tiden er nær


Pyramidekomplekset i Giza, Egypten


  Afslutningen på en æra

Efter katastroferne formåede atlanteanerne i Egypten at opretholde deres høje levestandard i temmelig lang tid. Men den kommen og gåen af omstrejfende, undertiden fjendtligtsindede, stammer, de negative extraterrestriske, som hele tiden var til stede i baggrunden og forsøgte at ødelægge deres arbejde og den stadigt buldrende Jord, som fortsat forårsagede støj og skader, gjorde livet hårdt.

Desuden virkede deres elektriske udstyr ikke så godt nu, fordi katastroferne havde forårsaget så meget støv i atmosfæren, at der var mindre sollys. Det forårsagede også færre høst, hvilket nogle gange førte til sult og sygdom. Hver gang måtte de genopbygge deres civilisation, noget af deres glans forsvandt. De blandede sig mere og mere med andre folkeslag og til sidst faldt deres kultur til et niveau, som det knap nok lykkedes andre stammer at opretholde, ligesom det var sket for deres lidelsesfæller i Nordamerika og andre tidligere kolonier. Det engang så fantastiske Atlantis var væk for altid.


Efter tabet af deres eget kontinent spredtes atlanteanerne over hele verden, særlig ved kysterne på de omkringliggende kontinenter. De efterlod deres spor overalt i form af gravhøje og stendysser. Udtrykket "gravhøj" er faktisk forkert, da de ikke altid blev brugt som grave. Det var steder, hvor shamaner og andre roligt kunne meditere og træde ud af deres kroppe i ånden. For at gøre det skal pineal kirtlen i dit hoved, også kaldet dit "tredje øje", aktiveres, hvilket bedst opnås i komplet mørke og stilhed.

Ifølge Edgar Cayce lavede atlanteanerne små bakker ud af disse hellige steder for at efterligne det hellige bjerg Atlas, som altid havde raget op over deres gamle hjemland. Bjerget eksisterer stadig og kaldes nu Pico , som er beliggende på den azoriske ø af samme navn.

Stort set alle konstruktionerne har været rettet ind på guddommelige begivenheder som solhvervet og jævndøgnene. Billederne ovenfor viser det såkaldte Goshen Chamber i Indiana (USA). Solen falder ind i kammeret på en sådan måde, at lyset kun når bagvæggen ved jævndøgn (her forårsjævndøgn den 20. marts). Den samme ting sker i gravhøje på den anden side af Atlanterhavet som i Newgrange i Irland (31).



  Den postdiluviale verden

Efter det atlantiske imperiums fald efterlod de negative extraterrestriske, som til sidst bogstavelig talt overtog kommandoen over Jorden, ikke en eneste sten uvendt for at slette alt, der stadig bar en påmindelse om atlanteanerne. Selvfølgelig blev det ikke gjort åbenlyst, men gennem hemmelige selskaber i deres kontrol. Bl.a. det romerske imperium, kolonialisme, Pol Pots regime i Cambodia og nazismen var et resultat af det. Især "opdagelsen" af Amerika og den efterfølgende systematiske udryddelse af millioner af Atlantis’ efterkommere i Nord- og Sydamerika og Caribien var et folkedrabsprogram, der næppe har sit sidestykke i verdenshistorien.

Nogle spor var dog svære at slette, f.eks. rhesus negativ blodtypen, som mange atlantiske efterkommere over hele verden har, blodtype 0, deres røde og blonde hår og de sprog, de taler. F.eks. udviser de indfødte stammers sprog, kaldet Tupi Guarani, langs Amazonas i Brasilien bemærkelsesværdigt mange ligheder med baskernes sprog i Spanien og Frankrig. De atlanteanere, som bosatte sig i det nordlige Afrika, opkaldte bjergene der efter deres eget bjerg Atlas og selv nu ligner nogle ord i deres efterkommeres sprog, berbernes, dem i f.eks. baskisk. Det samme gælder for Sioux indianerstammens sprog i Nordamerika, indfødte folk i Guatemala og de oprindelige indbyggere, som blev fuldstændig udryddet af spanierne, på De Kanariske Øer, som kaldes Guancher.

Mange folks begravelsesritualer over hele verden ligner også hinanden. Mumificering af kroppe i fosterstilling (som på De Kanariske Øer, i Peru og Egypten) og anvendelsen af røde okkerfarver, som de plejede at gøre i Atlantis, spiller ofte her en fremtrædende rolle.

Minder i naturen

Catopsilia
Hos mange dyr eksisterer Atlantis stadig i den kollektive bevidsthed. Der er trækfugle, som f.eks. stormsvalen, som hvert år stadig flyver til dele af Atlantis, der plejede at være over vandet. De cirkler omkring her i lang tid, som om de ved, at der bør være et eller andet sted at lande.

Der er også en sommerfugleart med navnet Catopsilia som tager rejsen over havet fra Fransk Guyana hvert år. Deres underbevidsthed indeholder formentlig stadig mindet om en ø langt ude i havet med en hidtil uset overflod af blomster fyldt med nektar.
Men når de ankommer til stedet og der ikke er noget at finde, bliver de desorienteret. Efter at have flagret omkring et stykke tid længere, slår udmattelsen til og de dør på bølgerne en efter en.

 Malere og sangskrivere skildrer gerne Atlantis som en sunken by, som du nemt kunne bebo, hvis ikke den lå under vand. Desværre var ødelæggelsen mere alvorlig end det. Kun de meget stærke og jordskælvssikre pyramider overlevede nogen gange ødelæggelserne

Malere og sangskrivere skildrer gerne Atlantis som en sunken by, som du nemt kunne bebo, hvis ikke den lå under vand. Desværre var ødelæggelsen mere alvorlig end det. Eller som Høvdingen Asa Delugio af Apache stammen beskrev undergangen af hans gamle forfædres land: "Ildguden kravlede gennem hulerne med et brøl og rystede landet frem og tilbage, som ulven gør med kaninen."

Kun de meget stærke og jordskælvssikre pyramider overlevede nogen gange ødelæggelserne (3), (27)



  Læsertip

Ifølge kanaliserede kilder er mange sjæle, der oplevede Atlantis’ fald dengang, nu reinkarneret. På den måde løser de alle former for karma og har mulighed for denne gang at formidle overgangen til en ny æra korrekt.

En af de tidligere atlanteanere er forfatteren Shirley Andrews. Selvom vi søgte i forskellige bøger i vores research om Atlantis til denne artikel, skilte hendes bog "Atlantis: Insights from a Lost Civilization" (Atlantis: Indsigter fra en tabt civilisation) sig ud. Især fordi hun ikke udelukkede nogen kilder på forhånd, mens hun samlede materiale. Ligesom Edgar Cayces kanaliserede informationer, der beskrev de forskellige atlanteaneres dagligliv i detaljer.

Vi vil derfor gerne slutte siden med et uddrag fra hendes bog:

"Selv om de levede for længe siden, var atlanteanerne i det væsentlige de samme som os: de var lige så intelligente, lo og smilede, elskede, blev frustrerede, blev vrede eller jagtede et mål med beslutsomhed. De kunne tælle og regne, foretage skøn, lave planer og de tænkte på fortid, nutid og fremtid.
[...]
I tusinder af år arbejdede det stærke, spirituelle folk, der boede i Atlantis efter ødelæggelserne for 28.000 år siden, på bevarelsen af en balanceret og harmonisk civilisation. De var klar over forholdet mellem dem og et åndeligt væsen af en højere orden og religion og opretholdelsen af den smukke natur, i hvilken de levede, var central i deres handlinger. Da de havde nået det punkt, hvor de kun havde behov for et par timer om dagen til at opfylde deres daglige behov, helligede de sig det at nyde hinandens samvær med kærlighed eller betragtninger om deres rolle på Jorden og position i kosmos..."


Solnedgang på Azorerne

Solnedgang på Azorerne

 
------------------------------------------------------------------------------------


Del |




Donationer til støtte for vort arbejde modtages
med taknemmelighed Mange tak!!

he's a spacer